Ordet ‘ånd’ dør i Europa – men ikke i Danmark

Udgivet af Spiritismen Danmark

(Artikel bragt i Videnskab.dk – af Hans-Jørgen Schanz, professor, Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet)

Selvom ordene ånd og sjæl til tider bruges i flæng, er der klare forskelle. I mange europæiske sprog er ‘ånd’ på retur, mens ‘sjæl’ har indtaget førerrollen – det gælder dog ikke i Danmark.

En fællesnævner er vanskelig at finde. Ordet ånd er svævende og flygtigt, og det har
 i ekstrem grad det ved sig, at det næsten altid har sin eller sine betydninger i kraft af kontrasteringer:

Ånd er ikke en ting, ånd er næsten aldrig noget dødt, ligesom ånd og åndsbegreber ikke hører hjemme i naturvidenskaberne.

I dag kan ordet ånd virke både ophøjet og gammeldags, og i flere europæiske sprog er det på retur.

I religioner er fænomenet ånd og ånder ganske udbredt – fra animisme til Helligånd. Religion er her taget i bred betydning, altså ikke kun i nutidens inderligheds- og samvittighedsrelaterede religiøsitet, men også i rent kultiske og animistiske former for religiøsitet, for eksempel den japanske shinto.

‘Ånd’ findes i alle sprog

Et gennemgående træk i religionerne er, at liv gives med ånd.

Død derimod er fravær eller borttrækning af ånd: I stort set alle religioner betyder ånd livgivende pust eller igangsættende åndedrag, og døden, at det sidste åndedrag forlader mennesket.

Betydningen må bygge på en universalhistorisk erfaring af menneskefødsel og -død. To hovedtemaer i al religiøsitet.

Derfor findes ordet ånd i alle sprog, og har været en fast bestanddel i dagligsprogene og i litteratur, filosofi, kunst og videnskab.

Sjælebegrebet er mere udbredt end åndsbegrebet

I kulturer, der har været præget af monoteistiske religioner, sker det oftest, at ånd og ånder fjerner sig fra hinanden.

Lidt efter lidt bliver kun ånd i ental ophøjet og agtværdigt, mens ånder i flertal reduceres stærkt og forsvinder eller bliver noget negativt. Som det hedder i det første bud i dekalogen: Du må ikke have andre guder end mig.

På græsk hedder ånd pneuma, på latin spiritus, på hebræisk ruach, på fransk esprit, på tysk Geist og på engelsk spirit. Der vil ofte være en art familielighed mellem ånd og sjæl. (Sjæl på græsk: psyche, latin: anima, hebræisk: nefesh).

Begrebet sjæl er i dag langt mere udbredt end åndsbegrebet, og i moderne sprog har begrebet sjæl overtaget førerrollen.

Det hænger sammen med sekulariseringen og med, at ordet sjæl faktisk fra begyndelsen i det græske og det latinske havde en klar antropologisk betydningsretning.

Det angik de enkelte levende væseners og især menneskets sjæl, og var ikke som ånd noget, der var uden forbindelse med en krop, transcendent og eventuelt kollektivt.

Mennesket er det eneste væsen med en fornuftskomponent

Selv om ordene ånd og sjæl til tider bruges i flæng er der klare forskelle. For eksempel bruges sjæl ofte ganske deskriptivt, hvilket er sjældent med ånd. Samtidig er sjæl næsten altid knyttet til en krop.

Der er også forskelle, når ordene så at sige anvendes i overført betydning. Jeg kan for eksempel sige, at min bil har sjæl, men jeg ville aldrig drømme om at sige, at den har ånd, ligegyldigt hvor meget den er en Jaguar.

I den klassiske græske filosofi grundlagde man en figur, vi kan genkende som ånd. Det skete imidlertid ikke omkring begrebet ånd (pneuma), men derimod omkring begrebet sjæl (psyche). Den menneskelige sjæl blev som regel bestemt som rummende tre komponenter eller kræfter: en fornuftig del samt en sansende og en vegetativ del.

Mennesket var det eneste af alle levende væsener, der havde en fornuftskomponent i sjælen, og derfor havde mennesket en særstatus i kosmos: Det var indfældet i kosmos på en ‘åndelig’ måde, nemlig en måde, som hverken planten eller dyret var.

Dyret og planten var bare til i kosmos, mens mennesket havde et bevidst forhold til kosmos og kunne undre sig over det. Det bevidste eller distancerede forhold var ‘åndeligt’, men det kom fra sjælen.

Ånd havde ikke noget at gøre med frelse

Da udgangspunktet i filosofien er sjælen, er ånd altid noget, som knytter sig til det enkelte menneske. Det er aldrig en kollektiv størrelse.

Og når der for eksempel hos Platon (427-347 f.v.t.) og Aristoteles (384-322 f.v.t.) tales om det guddommelige, er det guddommelige desantropologiseret – det har mistet de menneskelige træk, der kendes fra folkereligiøsiteten.

Det gælder for antikkens filosofi, at ordet ånd vandrer fra den hverdagslige iagttagelse af liv og død – som den kommer til udtryk i folkereligiøsiteten – til en mere abstrakt og sofistikeret betydning.

I langt de fleste tilfælde, hvor ånd optræder som filosofisk begreb, viser det hen til liv, både den enkeltes og det kosmiske liv, eller kosmos som en levende organisme.

I den græske og romerske kulturverden havde ånd ikke noget at gøre med frelse. Det fik den først med kristendommen i slutningen af Romerriget omkring år 400.

Hos jøderne (ca. 500 f.v.t.) var der en forestilling om ånd, der er helt parallel med den græske, bortset fra at det var en gud, Jahve, der udvirkede det igangsættende åndepust. Hertil kom, at Jahve fra tid til anden udstyrede personer med en særlig ånd, når de skulle lede folket eller fremsætte profetier.

Helligånden blev et centralt værk i den kristne tro

På en række områder kom ånd mere i fokus i Det Nye Testamente end i det gamle. Det gælder forestillingen om Helligånden, der antager fastere konturer og får begrebsmæssig soliditet, og det gælder Guds skabelse af Jesus og hans gerninger.

Og endelig får ånden – Helligånden – langt større betydning både for den kristne menighed og for den enkeltes frelse: Helligånden bliver afgørende for og i troen.

Det er også i kristendommen, at den trinitariske størrelse: Faderen, Sønnen og Helligånden bliver artikuleret. Senere førte treenigheden til et utal af teologiske og filosofiske problemer og udlægninger.

Før Jesu fødsel var Helligånden det primære redskab, Gud anvendte i kontakten med mennesker.

Det blev det også efter Jesu korsfæstelse, død og opstandelse. Under alle omstændigheder blev Helligånden et centralt træk i den kristne tro. Vi døbes her stadig i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn i den danske folkekirke.

Sjælen havde et åndeligt forhold

En vigtig position i åndsbegrebets historie kom med kirkefaderen Augustin (354-430).

Det helt afgørende ved mennesket som åndsvæsen blev nu ikke bare bestemt ved, at mennesket havde en sjæl, der besad fornuft – som grækerne mente.

Sjælen havde også et åndeligt forhold ikke kun til verden, men først og fremmest til sig selv. Sjælen var et forhold, der forholdt sig til sig selv. Den var ikke bare bevidsthed, men især selvbevidsthed.

Hos Augustin blev ånd bestemt dels ud fra urbetydningen, nemlig som livsigangsættende åndepust, og dels som selvbevidsthed.

Det var en bestemmelse, som fik afgørende betydning for filosofien efter renæssancen, altså nytidens filosofi.

Historiens udvikling var en konsekvens af menneskets naturbeherskelse

I oplysningstiden indtraf to vigtige nydannelser omkring ordet ånd:

Dels begyndte man i langt højere grad end tidligere at anvende ordet, uden at det havde reference hverken til den menneskelige sjæl eller noget guddommeligt: Man brugte det nu til at referere til en art kollektiv og overindividuel størrelse, som når man taler om ‘lovenes ånd’.

Dels fik ordet en enorm betydning i den nye historiefilosofi i oplysningstiden, hvor man mente, at fornuften havde adgang til historien, fordi historien besad almene grundtræk – hidtil var det blevet afvist.

Først med dette synspunkt var økonomiteoretikerne, der hævdede, at historiens udvikling og orden var en konsekvens af menneskenes naturbeherskelse.

I disse økonomiske – og ‘liberale’ – teoridannelser blev ordet ånd ikke brugt, men det kom i fokus, da den tyske filosof G.W.F. Hegel (1770-1831) opponerede mod denne historieopfattelse. Han var en del af den tyske idealistiske filosofi, hvor ordet ånd kom til at spille en vigtigere rolle, end det nogensinde før havde gjort i filosofien.

Hegel afsakraliserede ånden

Hegel hævdede, at historiens gang var bestemt af ånden – ikke af arbejdet. Ånd var hos Hegel bestemt som en kulturs forhold til sig selv.

Sagt på en anden måde var det Hegels opfattelse, at alle kulturer rummer modsætninger, og når disse får en form, som de kan udvikle sig i, er det udtryk for ånden.

Det kan lyde flyvsk, men er det ikke. Når der for eksempel i Folketinget er stridigheder om det ene eller andet, og der til sidst opstår enighed om en lovgivning, er lovene udtryk for former, hvori modsætningerne kan bevæge sig. Modsætningerne eksploderer eller imploderer ikke, men vinder former, hvori de kan bevæge sig – det er ifølge Hegel ånd. Og det var denne ånd, der bestemte historiens udvikling og ordningsformer.

Det nye hos Hegel var, at han afsakraliserede ånden, selv om han til tider kaldte
den for Gud. Dernæst afpersonificerede og afindividualiserede han ånden, og endelig forbandt han den med både kultur og historie.

Han bibeholdt Augustins bestemmelse af ånd som et forhold, der forholder sig til sig selv, men han løftede det ud af den individuelle sjæl og blændede det op til en overpersonel og kollektiv størrelse: Ånd er ikke en sum af individuelle sjæle, men en kraft, der sætter sig igennem båret af personer, som hver især har en sjæl, der forholder sig til sig selv.

Og således er åndsbegrebet hverken intereller intrasubjektivt, men både-og. Endelig er det indflettet i historie og kultur.

Danmarks forhold til ‘ånd’ er unikt

Det var rent faktisk et formidabelt åndsbegreb, der her blev tænkt. Og det fik følger. Når man i Tyskland siger Geist, så er alle klar over, at der oftest siges noget vigtigt.

Efter Hegel og den tyske idealisme fik ordet ånd ikke bare én, men to betydningstraditioner i Danmark, nemlig en fra N.F.S. Grundtvig og en anden fra Søren Kierkegaard (1813-1855). Og nu er vi bestemt ikke længere i en museumsverden, for begge forfatterskaber har betydet, at åndsordet i Danmark er blevet nærmest et hverdagsord. Det er ret unikt i forhold til resten af Europa.

Kierkegaard var i sin selvforståelse antihegelianer, Grundtvig kan vel nærmest betegnes som en art folkelig hegelianer, selv om han ikke på nogen måde dyrkede mesteren.

Kierkegaard resakraliserer åndsbegrebet

Mens Hegels begreb for ånd var historiefilosofisk, er Kierkegaards eksistentielt: »Lad os dog frem for Alt ikke forvexle menneske-Aandens verdenshistoriske Udvikling med de enkelte Individer,« skrev han i 1846. Og:

»Aandsudvikling er Selv-Virksomhed; det aandeligt udviklede Individ tager i Døden sin Udvikling med sig; skal et følgende Individ opnaa den, må det ske ved hans Selv-Virksomhed.«

Vi kan sige, at Kierkegaard resakraliserer åndsbegrebet, samtidig med at han reindividualiserer og repersonificerer det og – stort set – trækker det ud af historie og kultur. For Kierkegaard er åndsbegrebet centralt, når menneskenes eksistentielle grundvilkår skal blotlægges. Fundamentalt er dette vilkår bestemt ved, at:

»Mennesket er en Synthese af det Sjælelige og det Legemlige. Men en Synthese er utænkelig, når de Tvende ikke enes i et Tredie. Dette Tredie er Aanden.«

Andre steder hedder det, at mennesket er en syntese af krop og sjæl båret af ånd. At denne syntese er båret af ånd betyder, at den henviser til noget uden for sig selv.

En kanin er også en syntese af sjæl og krop, men den er ikke båret af ånd, den henviser ikke til noget uden for sig selv. Syntesen hos mennesket er båret af ånd, og det vil for Kierkegaard sige, at den henviser til Gud.

Åndløshed betyder ikke mangel på store ideer

Det helt afgørende i forfatterskabet er spørgsmålet om, hvad kristendommen – rettere Gudsforholdet – betyder for mennesket. Betydningen er netop bestemt ved ånden eller åndsbegrebet.

I konstellationer med ånden følger de dybe eksistentielle bestemmelser som angst kontra frygt, skyld kontra synd, ironi kontra humor og frihed kontra nødvendighed, autenticitet kontra inautenticitet, syndsbevidsthed og arvesynd kontra animalitet eller – netop – åndløshed.

Åndløshed betyder ikke mangel på store ideer eller dannelse, men slet og ret inautentisk, og det inautentiske menneske findes i alle grupperinger.

Fra den laveste dannelse til den højeste, fra dumhedens dale til klogskabens tinder.

Det levende ord er båret af ånden

Hos Grundtvig er brugen af åndsordet meget omfattende. Og det har mange betydninger. Kun få tangerer Kierkegaards. Overordnet har ånd næsten altid noget at gøre med et levende fællesskab hen igennem slægtled. Utallige er de sammenhænge, hvor ordet bruges.

Et par eksempler: Folkeaand, Menneskeaand, Aandefang, Aandernes Aand, Helligaand, Lysets Aand, Kærlighedens Aand og alle Tungers Aand. Det hedder også, at menneskelivet er »et guddommeligt Eksperiment af Støv og Aand«.

Hos Grundtvig er åndsordet ikke entydigt. Det indgår i utallige alliancer. Men utvetydigt er det, at det altid står for noget positivt. Mange af betydningerne er helt elementære og trækker på urbetydningen fra det jødiske og det græske.

Derudover har det næsten altid noget at gøre med liv i modsætning til død. Det levende ord er båret af ånden, både i kristelig og sekulær betydning. Faktisk er det ånden, der binder et fællesskab sammen.

Grundtvig er årsag til, at danskerne ikke er fremmedgjorte over for ånd

Det er blevet hævdet, at Grundtvigs betydning for det danske næppe kan overdrives.

Det gælder uden tvivl det forhold, at danskerne bruger ordet ånd uden større forbehold, og uden at det er forbundet med noget patetisk.

For danskerne har lært brugen af ordet – gennem Grundtvigs sange og salmer fra barnsben. Her synges i skolen, til fester og i kirken sange og salmer, hvor mindst hver tredje sang eller salme rummer ordet ånd. Det er Grundtvig, som er årsag til, at danskerne ikke er fremmedgjorte over for ånd.

Måske er det sådan, at åndsordet ikke kan undværes, netop fordi det har rødder i urbetydningen af ånd og derved er et udtryk for livets gådefuldhed.

Kategorier: Indlæg

Skriv et svar