Hvad er en mental cirkel?
En cirkel/kreds er en samling af ligesindede mennesker, som mødes med det formål at udvikle sig spirituelt og komme i kontakt med den åndelige verden. Ved en mental cirkel er det ens mentale evner, som tages i brug. Dette omhandler at øve sig i at kunne høre (klarhørelse) og/eller se (klarsyn) ånderne inde i hovedet samt at mærke deres beskeder på egen krop (klarfølelse). Inden for den mentale cirkel kan man arbejde som en ”åben cirkel” eller en ”lukket cirkel”. Ved den åbne cirkel kan alle deltage, og ved den lukkede cirkel er det de samme deltagere, som mødes hver gang.
Hvordan starter man en mental cirkel?
Hvis du ønsker at være en del af en cirkel, er det nærliggende at forhøre sig i Medlemsforummet her på hjemmesiden, om der er en åben eller en lukket cirkel i dit nærområde, som du kan deltage i. Det kan også være, du skal være med til at starte en mental cirkel op. I de lukkede cirkler skal man ofte inviteres for at deltage, da cirklen ønsker at skabe tryghed og en rolig harmoni ved, at det er de samme mennesker, som er en del af cirklen. Der er dog ofte plads til ekstra deltagere i en lukket cirkel, da det alt andet lige er berigende og lærerigt med nye deltagere. I de åbne cirkler kan man frit deltage efter nærmere aftale med den givne cirkelleder. De åbner cirkler foregår ofte i spiritistkirker (men i dag er kirkerne stort set udryddet i Danmark), og de lukkede cirkler i private hjem. De åbne cirkler kan også sagtens udføre deres cirkelarbejde i privat regi. Nøgleordene for at deltage i en mental cirkel er: disciplin, harmoni, ’gå-på-mod’ og tålmodighed.
Hvis du selv ønsker at starte en mental hjemmecirkel op, er det en enestående chance sammen med andre ligesindede at opbygge en ny cirkel, hvor I deltagere i fællesskab bidrager til at skabe de rette omgivelser og den gode energi fra starten. Det er ikke en forudsætning, at man skal have erfaring med sine indre, mentale evner for at være med i en cirkel. Denne erfaring skal nok komme. Det væsentligste er at øve sig uge efter uge og samtidig følge retningslinjer for sin og cirklens udvikling. Disse vejledende retningslinjer beskrives nedenfor.
For at komme godt i gang skal man finde en kreds af mennesker, som man gerne vil arbejde sammen med. Yderligere skal man aftalte hvilket sted, man ønsker at mødes. Det er nærliggende, at man mødes fast hos én af cirkel-deltagerne. Sammen skal man lægge sig fast på, om man vil mødes en gang om ugen eller en gang hver fjortens dag. Man skal mødes samme sted på den aftalte faste dag (f.eks. en tirsdag) og gå i gang med sit cirkel-arbejde på et fast tidspunkt. Der er mødepligt i cirklen. Der skal aftales, hvem der er leder af cirklen. Cirklens leder har det sidste ord. Det er cirkellederen, som holder styr på deltagerne, tidspunkter, aftaler mv. og har ansvaret for koordinering af øvelser. Det er meget vigtigt med harmoni i cirklen, så hvis der er noget ”uro”, må lederen skære igennem. Alle har et ansvar for at bevare den gode stemning og den gode harmoni i cirklen.
Det er værd at holde sig for øje, at man i cirklen er mennesker med forskellig alder, baggrund, viden og erfaring, og alle er i cirklen for at lære mere om det spirituelle og udvikle sig inden for dette felt. Derfor er ingen spørgsmål dumme, ingen griner af hinanden (selvom man helt sikkert kommer til at grine og hygge sig meget), alle støtter og hjælper hinanden. På denne måde får man det optimale ud af at mødes og arbejde i den mentale cirkel, hvor man i fællesskab skaber et rum, hvor man er tryg ved at arbejde sammen. Tænk etisk og overhold jeres tavshedspligt.
Hvordan kan man arbejde i en mental cirkel?
Nedenfor er der et forslag til en plan for sin cirkelaften. Man mødes på et aftalt tidspunkt, hvor man tager sig tid til ”at lande” og gøre sig klar til cirkelarbejdet ved at sætte sig sammen om et bord og få talt lidt sammen. Herefter går man i gang med meditation og øvelser. Aftenen afsluttes med hyggesnak over en kop kaffe og kage, hvor man evaluerer aftenens arbejde og planlægger det næste cirkelarbejde.
Det er en god ide, at det som udgangspunkt er cirkellederen, der står for cirklen hver anden gang. De resterende gange kan det gå på skift mellem deltagerne, hvor man skiftes til at have øvelser med. På denne måde får man styrket det fælles ansvar for cirklen og får gavn af hinandens erfaringer og ideer. Det er stadig cirklens leder, som har det sidste ord, hvis der er behov for dette i løbet af arbejdet.
|
Kl. 19.00
|
19.00 – 19.15 |
19.15 – 19.30 |
19.30 – 21.00 |
21.00 |
|
Cirkeldeltagerne mødes
|
Snak |
Meditation |
Øvelser |
Evaluering, kaffe og hyggesnak |
Arbejdet i en mental cirkel forløber sig ofte efter disse retningslinjer, som følges hver eneste gang:
- Man starter med at lave cirkelrummet smukt og indbydende. Dette kan gøres ved, at man skiftes til at medbringe en blomst. Yderligere kan stearinlys tændes for at skabe en god stemning.
- Ofte har hver cirkel en såkaldt healingsbog. Dette er en almindelig notesbog, hvori man gang for gang skriver navnene på de personer, som man særligt gerne vil sende healing. Hver deltager kan starte med at påføre navne i denne healingsbog, så de får hjælp fra vores åndelige venner.
- Man sætter sig behageligt til rette rundt om et bord, og starter cirklen med at synge én til to sange. Formålet er at løfte stemningen, energien og vibrationerne, så man skaber en vibrerende bølgelængde, hvor der her igennem bliver videregivet information. Man tiltrækker sin åndelige guide og vejleder i henhold til de behov, man har i forhold til ens udviklingsstadie. Udviklingen af ens åndelige evner sker, når ens vibrerende bølgelængde er sammenfaldende, dvs. harmonerer, med den åndelige verdens.
- Der bedes herefter en indgangsbøn, hvor man åbner op for den åndelige verden og påkalder sig ånderne, hvor man beder dem om at samarbejde i lys, kærlighed og under beskyttelse. Bønnen kan sagtens være enkel, idet essensen er, at man er positiv og lys, når man beder bønnen, da formålet er, at lys tiltrækker lys, og man nu giver ånderne lov til at komme til én og samarbejde.
- For at kunne kommunikere med den åndelige verden skal man løfte sine vibrationer og indstille sig på sine åndelige guide og vejlederes vibrationer. Dette bliver man dygtigere og dygtigere til med tiden. Inden man fokuserer på at løfte sine vibrationer, er det en fordel, at man har indre ro, føler sig godt tilpas og er i fredfyldte omgivelser. Et middel til at opnå den indre ro og gøre sig stille i sit sind er meditation. Det kan derfor være en fordel, at man i cirklen starter med at meditere som et redskab til at opnå indre fred. Der er mange måder at meditere på. Cirklens leder kan f.eks. stå for en visualiseret meditation, eller hele cirklen kan lade sig lede ved at gøre brug af en cd med guidede meditationer. Få inspiration hertil under menuen Meditation på Medlemssiden under hovedmenuen Medlemskab.
- Deltagerne skal nu indstille sig på åndeverdenen ved, at man løfter sig op på et højere bevidsthedsniveau. Dette omhandler, at man ”åbner” sig for den åndelige verden ved at indstille sig, så man kan kommunikere med dem. I et afsnit nedenfor er beskrevet en øvelse omkring, hvordan man kan indstille sig på den åndelige verden ved at åbne sine energicentre.
- Det er nu tid til, at man går i gang med at øve sig på at udvikle sine mentale evner ved at løse forskellige øvelser i sin kommunikation med den åndelige verden. Allervigtigst er det at starte med at lære sin guide at kende, så man ved, hvem man samarbejder med. Det er meget vigtigt, at man kender kilden til sine beskeder fra den åndelige verden. Man skal derfor bruge tid på i starten af sine øvelser at lære sin guide bedre at kende mht., hvem ånden er, hvem var ånden på jorden, og hvad skal ånden hjælpe én med i sin udvikling. Herefter kan man løse forskellige øvelser inden for klarsyn, klarhørelse og klarfølelse. Yderligere kan man lave øvelser inden for psykometri, hvor man øver sig på at aflæse en genstands historie. Fokusset i sit arbejde kan også være på mediumskab i form af afdødekontakt. Desuden kan der være øvelser på det psykiske plan i form af clairvoyance, så man også styrker disse evner, når man arbejder med sit mediumskab. Forslag til øvelser kan ses i afsnittet herom nedenfor.
- Når ens og cirklens energi er ved at slippe op, er det tid til at lukke cirklen ned ved at fortælle ånderne, at samarbejdet for denne gang slutter nu. Første trin i denne proces er, at hver deltager skal lukke ned for sit individuelle samarbejde med den åndelige verden. Dette foregår ved, at man lukker ned for sine energicentre. Det kan gøres ved, at man visualiserer, at man lukker en dør til hvert energicenter – én efter én. Det kan være en hjælp, at man samtidig lægger sin hånd på det givne energicenter og klapper på det, så man også fysisk føler, at nu er der lukket ned for ens åndelige kommunikation.
- Næste skridt i lukke-processen er at lukke cirklen ned ved, at der afsiges en afskedsbøn i form af en lukkebøn. Det er vigtigt at huske at takke ånderne for sit samarbejde. Forslag til en lukkebøn ses nedenfor i afsnittet herom.
- Cirkelarbejdet afsluttes med, at man til sidst synger én til to sange. Det må gerne være de samme sange, som man indleder cirklen med at synge. Dette skaber stemning og harmoni, og det er givtigt med faste rutiner.
Forslag til indgangsbøn/åbningsbøn:
”Kære almægtige og altfavnende kærlighedskraft. I denne cirkel tuner vi os nu ind til det højeste, vi kan nå for herigennem at opnå harmonisering. Vi beder om at måtte blive brugt som redskab/kanal mellem denne verden og den åndelige, at bringe de to verdner tættere sammen, så vi kan udvikle os og hjælpe dem, der søger åndelig kommunikation. Vi stiller vores krop, vores sjæl, essensen af vores væsen til rådighed for den altfavnende kærlighedskraft for at arbejde sammen med jer i den åndelige verden. Vi er bevidste om, at vi med dette arbejde kan ændre et andet menneskes liv, og vi tager gerne imod kommunikation til vores medmennesker. Vi arbejder altid i kærlighed, lys, med ansvarlighed og går varsomt frem. Må alle nationer og religioner blive som én. Det er den samme Gud, vi søger, og vi ved at Guddomskraftens bevidsthed omfatter alle, og at ingen bliver glemt. Vi er alle en del af Gud, og det er med denne viden, vi vil være lydhøre for at nå det højeste af alt. Vi beder om, at alle, der ønsker healing, vil modtage den og ikke mindst alle de, som står i vores healingsbog. Giv dem den kraft og kærlighed, de har brug for. Lad vores arbejde være præget af lidenskab, og må vores lære være, at der ikke findes nogen død. Amen.”
At indstille sig til at kommunikere med den åndelige verden:
Der er forskellige teknikker til at løfte sig op på et højere bevidsthedsniveau, hvor man indstiller sig på sit samarbejde med den åndelige verden. I dette afsnit er beskrevet en teknik, hvor man visualiserer, at man åbner sine energicentre i kroppen. I starten er det væsentligt at tage sig god tid til at lære at benytte teknikken. I takt med udvikling af sine mentale evner bliver der efterhånden ’blot’ behov for, at man i stedet fokuserer i kortere tid i forbindelse med sin bøn, hvorefter man er ”på”. Lys tiltrækker lys, og det er den bedste beskyttelse, man kan få.
Der er syv energicentre i kroppen. Disse kaldes også chakra. Start med at tale om, hvor disse chakra sidder samtidig med, at man forestiller sig, at de hver især har en beholder/skål, som skal åbnes og fyldes op med åndeligt lys. De syv energicentre/chakra er:
- Rodcenteret er for enden af ens rygrad
- Miltcenteret er under ens navle
- Solar plexus-centeret er hvor ribbenene mødes i centrum af kroppens forside, hvor maven er
- Hjertecentret er ved hjertet
- Halscentret er på halsen
- Pandecentret (også kaldet det tredje øje) er på ens pande
- Kronecenteret er lige over ens hoved
Man starter med at åbne for den åndelige kommunikation ved at forestille sig, at der er et gyldent lys lige over ens hoved. Dette gyldne lys er stærkt, vibrerende og fyldt med kraft. Man lader dette smukke lys strømme ned over én, ned over ens hoved, ned over ens nakke, ned langs ens rygrad inde i kroppen og ned til enden af rygraden (rodcenteret/-chakraet), hvor der er en skål/beholder, som opsamler lyset. Lyset strømmer uendeligt, og der er masser af det. Når skålen eller beholderen er fyldt op med dette gyldne lys inde i kroppen, skal man forestille sig, at man ser en dør/en låge, som kan åbne rodcenteret ud til omverdenen. Det er et kraftfuldt lys, som presser på for at komme ud i rummet, så man åbner døren, og lader lyset strømme ud i lokalet. Man tager herefter noget af det gyldne lys fra rodcenteret fra kroppen og bærer energien fra skålen for enden af rygsøjlen op til miltcenteret, hvor der også er en skål eller beholder, som ligeledes fyldes op med dette lys bag en lukket dør/låge inde i kroppen. Åben døren og skyd lyset ud i midten af rummet. Man går tilbage til rodcenteret for enden af ryggen, og tager på ny noget af det gyldne lys fra kroppen, og lader det flyde gennem miltcenteret og op til solar plexus-centeret, hvor der også er en skål, som fyldes op med dette kraftfylde og gode lys inde i kroppen. Også her er der en dør, som skal åbnes, og man skyder lyset ud i rummet fra solar plexus. Gå tilbage til rodcenteret, tag noget af det gyldne lys og før det gennem milten og solar plexus og op til hjertecenteret. Fyld skålen i hjertecenteret, og åben døren og lad det gyldne lys strømme ud i lokalet. Igen går man tilbage til rodcenteret og tager noget af det gyldne lys og fører det gennem miltcenteret, solar plexus-centeret, hjertecenteret og op til skålen bag døren til halscenteret. Fyld skålen op med lyset, åben herefter døren og lad det gyldne lys strømme ud i rummet. Herefter tager man noget af det gyldne lys fra kroppen ved rodcenteret og fører det op til milten, solar plexus, hjertet og halsen, hvorefter du fylder skålen op ved pandecenteret inden i kroppen. Fyld skålen op med det gyldne lys bag den lukkede dør i pandecenteret, når skålen er fyldt op, åbnes døren ud til rummet, og man skyder det gyldne lys ud i lokalet. Man gør det samme igen ved at tage noget af lyset for enden af rygsøjlen, og fører det gyldne lys op til milten, videre gennem solar plexus, hjertet, halsen og panden for til sidst at lægge det bag døren til kronecenteret. Åben døren og skyd lyset op til åndeverdenen. Lad lyset strømme op og ud i universet, op til det højeste sted man kan nå for åndelig kommunikation, og ned over én igen, ned igennem ens krop, ned igennem ens ben, ud gennem ens fødder og ind til jordens midte for at rodfæste sig selv.
At lære sin guide at kende:
Det er meget vigtigt, at man starter sin mentale udvikling med at lære sin guide at kende. Dette gør man ved at øve sig på at få kontakt til sin guide og lære om sit samarbejde med sin åndelige guide. Grunden til, at det er afgørende, at man ved, hvem man kommunikerer med fra den åndelige verden, er, at man hermed ved, hvem ens kilde er. Det er væsentligt at have denne del af kommunikationen under kontrol mht., hvem der er afsender, og hermed føder én med åndelig kommunikation og indsigt. Det er ens guide, der styrer forløbet i sin kommunikation med den åndelige verden, hvor man selv bliver brugt som instrument. Det er afgørende for ens udvikling, at man har et tillidsfuldt og trygt samarbejde med sin guide. Det kan tage en del tid at lære sin guide at kende. Som alt andet cirkelarbejde kræver dette ’gå-på-mod’, disciplin og tålmodighed. Det er også væsentligt, at man har sin tro på plads – troen på, at man har en guide, og man med tiden lærer hende/ham at kende. Når man starter på at øve sig på at lære sin guide at kende, er det en god ide, at man fremsiger en personlig bøn til sin guide, hvor man indikerer, at man nu sammen øver sig på at få kontakt. Denne bøn kan fremsiges inde i sig selv eller i det åbne rum. Herefter begynder man at stille spørgsmål til sin guide og samtidig registrere, hvad man får af svar. Man kan spørge, hvem sin guide er? – hvilken type guide han/hun er? – hvordan ser ens guide ud? – hvilken udvikling skal guiden hjælpe én med? – osv. osv. Man kan sagtens øve sig på at lære sin guide at kende uden for det mentale cirkelarbejde, hvor man i løbet af ugen tager sig tid til denne øvelse.
Hvilke øvelser kan man arbejde med i en mental cirkel?
Det er godt at have en notesbog hver især, hvori man skriver resultaterne af sine øvelser. Når man får stillet en træningsopgave, skal man have tid til at løse denne via klarsyn, klarhørelse og/eller klarfølelse. Man kan undervejs skrive ned, hvad man føler, hører, ser, dufter og mærker. Det kan sagtens være, at man får information, som man skal undersøge til næste gang, og så er det godt at kunne skrive dette ned i sin notesbog. Man skal arbejde på at skærpe sine sanser: se, føle, høre, dufte, fornemme mv. Det er en god ide at lave øvelser, hvor man kan støtte og bekræfte hinanden.
Enkelte øvelser kan være, at man:
- har tegnet forskellige figurer i forskellige farver på hvert sit stykke papir. Det kan f.eks. være en rød cirkel eller en blå firkant. Den deltager, som har forberedt denne øvelse, har udarbejdet materialet på forhånd. Hvert papir er lagt ned i en kuvert, så man ikke kan se figuren og farven. Hver deltager får en konvolut, og nu skal de indstille sig på at få at vide fra sin guide, hvilken figur og farve de har mellem hænderne. Herefter bliver det spændende, om det er lykkes at indstille sig og få korrekt information. Lignende øvelser kan forberedes. Det er kun fantasien, der sætter grænser omkring udformning og valg af træningsopgaver.
- indstiller sig på at ”læse hinanden”, hvis man f.eks. var en frugt. Man skal finde ud af, hvilken frugt de andre er i cirklen og kunne begrunde, hvorfor de er den givne frugt. Denne øvelse kan man lave for hver deltager i cirklen, så man indstiller sig på hinanden på kryds og tværs.
- udøver clairvoyance på hinanden, hvor man øver sig på at få personlige ting at vide om deltagernes fortid, nutid og fremtid. Cirkel-lederen kan f.eks. give deltagerne bind for øjnene og sætte dem overfor hinanden således, at man ikke ved hvem, man skal indstille sig på. Cirkel-lederen kan sagtens svare for deltagerne, hvis der er behov for dette.
- arbejder med psykometri, hvor en deltager har medbragt forskellige genstande, som har en historie. Det kan være familiens smykker eller andre arvestykker, hvor der er et aftryk for ejeren af disse ting. Deltagerne skal øve sig i at aflæse disse aftryk og give en uddybende forklaring.
Man kan også i cirklen øve sig i afdødekontakt. Man kan skiftes til i cirklen at medbringe billeder af sine afdøde, som hver især lægges i en kuvert. Hver deltager skal øve sig i at finde ud af, hvilken afdød de har med at gøre samt få ting at vide om den afdøde, såsom: køn, alder, hvornår døde personen, hvorfor døde personen, har personen bestemte minder mv. I starten er det en god ide at arbejde med at skabe kontakt til hinandens afdøde, da man kan få bekræftet om de kommunikerede oplysninger, som man har afkodet er ”afkodet rigtigt”. Den deltager, som arrangerer denne øvelse, skal kunne bekræfte, om oplysningerne er korrekte. Det er mest lærerigt, hvis deltagene ikke kender til hinandens afdøde, da dette alt andet lige slører ens afkodning af den åndelige kommunikation. Åndeverdenen kommunikerer ofte i symboler. Yderligere kan man også til tider mærke på sin egen krop, hvad en given afdød døde af, hvis man f.eks. stiller dette spørgsmål, og selv herefter mærker en smerte i maven. Den afdøde kunne hermed sagtens være død af kræft i maven. På denne måde får man også trænet sin klarfølelse.
Hvis man ønsker kontakt til andre afdøde i den åndelige verden, kan man følge denne fremgangsmåde, hvor man både har fokus på at få beviser og budskaber fra den afdøde:
- Lav kontakt til én fra den åndelige verden, som ønsker at kommunikere med én
- Beskriv vedkommende såsom køn, alder, højde, særlige kendetegn, tatoveringer, hår, påklædning, øjenfarve osv.
- Undersøg hvordan vedkommende døde.
- Få information om vedkommendes personlighed.
- Få svar på, hvad vedkommendes relation er til én i cirklen. Det kan sagtens være, at ånden har relationer til én, som én af cirkel-deltagerne kender. Det kan f.eks. være en afdød mor til naboen.
- Få information om vedkommendes minder, såsom: job, hobby, hvad kunne vedkommende lide og ikke lide, familien, mindedage, glade tider, ferier mv.
- Undersøg hvorfor vedkommende kommer, og om der er et budskab til én af vedkommendes kære her på jorden og/eller til (én i) cirklen
At lukke sin kommunikation med den åndelige verden:
Det er meget vigtigt, at man også husker at lukke ned for den åndelige aktivitet. Når man lukker ned, skal man benytte teknikken, som man brugte til at indstille sig på den åndelige kommunikation. Forskellen er, at man denne gang skal gøre det i omvendt rækkefølge, hvor man har fokus på at lukke alle dørene igen. Man starter med at fokusere og herefter tage dét lys ind i kronechakraet, som man har brug for. Herefter lukker man lågen og låser døren. Hvis det hjælper én, kan man sagtens visualisere, at man låser døren med en hængelås, så den er helt lukket. Man kan også blidt klappe med sin hånd på det pågældende center, mens man lukker det ned. Når kronecenteret er lukket ned ved, at man har låst døren, så går man videre til pandecenteret og lukker dette ned ved at låse dette centers dør. Herefter går man til halscenteret og lukker/låser døren her. Bagefter går man til solar plexus-centeret og lukker/låser denne dør. Det næste dør, som skal lukkes og låses, er døren ved miltcenteret. Til allersidst lukker og låser man døren til ens rodcenter. Når alle dørene er lukket godt i, skal man forestille sig det gyldne lys over ens hoved og lade det strømme ned over sig. Man skal endelig blive stående under det og lade det gyldne lys strømme ned over en og hele ens krop. Når du føler, at du er færdig, er du lukket ned for den åndelige verden. Det er cirkellederens ansvar at være opmærksom på, at alle deltagerne er kommet tilbage og har det godt.
Forslag til afslutningsbøn/lukkebøn
”Fra hjertet vil vi gerne sige mange tak for denne berigende og lærerige aften, hvor I fra den åndelige verden har gjort en stor indsats sammen med os for at bygge bro mellem denne verden og den åndelige. Vi vil gerne sige hjertelig tak for vores samarbejde, og fordi I står os bi i vores egen og cirklens udvikling. Vi er taknemmelige for, at vi kan være med til at hjælpe andre mennesker, og vi vil derfor gerne sige tak til de ånder, som har været til stede her i dag i lys og kærlighed. Vi vil gerne sige tak for jeres beskyttelse. Vi vil gerne sende healing til de mennesker, som har brug for denne helbredende og vibrerende kraft. Vi glæder os til næste uge, hvor vi ses igen. Vi lukker hermed ned for cirkel-arbejdet i aften, og vi siger nu pænt farvel til jer alle og på glædelig gensyn”.