At arbejde med det fysiske medieskab gennem cirkelarbejdet kan være en tålmodighedskrævende men vidunderlig opgave. Der kræves 100% dedikation, loyalitet til cirklen, tillid og en høj moral hvis cirklen skal udvikle sig optimalt og få kontakt til ånder fra et lysere åndeligt plan.

Hvordan starter man en fysisk cirkel – hvad skal der bruges for at komme i gang?

1. Seancerummet. Cirklen skal have et seancerum. Det bedste er at afholde seancerne i et privat hyggeligt hjem, og rummet som benyttes skal blot have en god, kærlig atmosfære. Jo flere ting rummet bliver brugt til, jo flere energier er opbygget i rummet, som i givet fald fra åndelige side kræver “rensning” fra gang til gang, inden seancen påbegyndes.

2. Mørklægning. Seancerummet skal til hver seance mørklægges fuldstændigt. Det er meget vigtigt, at der ikke slipper lys ind fra sprækker, samt at mørklægningen kan holde sollys ude især om sommeren.Pludseligt lys under en seance kan være særdeles farligt for mediets helbred. Derfor er det også vigtigt, at lys af enhver anden art ikke pludselig kan blive tændt under seancen. Dette er desværre tidligere sket ved et uheld og ved bevidst handling, og det har haft alvorlige følger. Det er vigtigt, at medium og cirklens åndelige kollegaer har fuld tiltro til denne mørklægning pga. sikkerheden og den vigtige tillid til hinanden imellem. Man kan mørklægge rummet på forskellige måder. Men, tænk over, at der skal være mulighed for at kunne lufte ud inden hver seance, og der skal helst gøres rent (støvsuges) efter behov.
Vælges cirkelrummet i eksempelvis en kælder, er det ikke godt, hvis der er fugt eller klamt.  Åndeverdenens højere vibrationer passer bedst med et jordisk klima, der er tørt og køligt. Hav derfor ikke for meget varme under seancerne, men sørg for at I holder jer varme – evt. brug tæpper og varme sokker i kølige tider. Når ånderne kommer tæt til cirklen, sænker temperaturen sig.

3. Kabinet. I rummet skal der etableres et kabinet til mediet. Der er flere muligheder. Man kan bruge et af rummets hjørner og trække et sort stykke stof på tværs fra væg til væg på eksempelvis en rundstok, stålwire, gardinstang osv. Det er vigtigt, at kabinettet foregår som et aflukke. Det skal ikke være hermetisk lukket, men alligevel nok tillukket at lys ikke slipper ind. Foran på kabinettet – den del der vender ud mod cirklen/deltagerne – skal der være en åbning, ligesom der er en åbning hvor to tillukkede gardiner mødes, ligesom et teaterforhæng. Man kan også bygge et hestesko-formet kabinet, som kan hænge lidt ned fra loftet.Nogle kabinetter er lavet som et telt, andre som en “transportabel badeniche”. Princippet er blot, at det skal være et separat rum med en åbning. Ånderne bruger kabinettet som et aflukke, hvor de i sikkerhed kan bygge den fornødne energi og ektoplasma op. På kabinetsforhængene – i midten hvor åbningen er – kan man evt. placere nogle selvlysende tapestykker, så deltagerne kan se, når ånderne bevæger forhængene eller går rundt foran kabinettet. I kabinettet skal der placeres en behagelig stol til mediet. Sørg for god støtte og komfort for at mindske gener og ubehag under seancen.

4. Cirklen. Fra kabinettet og udefter skal der med stole dannes en halvcirkel/hestesko, hvor deltagerne skal sidde. Deltagernes stole skal være behagelige, men ikke for magelige. Deltagerne bruges som “batterier” for ånderne, og magelighed kan medføre for meget afslappethed, så energien bliver tung.

5. Genstande. I midten af cirklen kan man stille et lille bord, som cirkeldeltagerne ikke kan nå. Formålet med bordet er, at ånderne kan bruge det som kommunikationsredskab, f.eks. ved at udføre bankelyde og få det til at bevæge sig. Derudover kan man lægge en klokke, rangle, mundharmonika, bold, spilledåse osv. med et lille stykke selvlysende tape på, så det tydeligt kan ses, når ånderne en dag begynder at bevæge genstandene. Man skal også placere en aluminiumtragt (kaldet “trompet”), der skal fungere som lydforstærker – i stil med et talerør. Ånderne benytter trompeten til at forstærke sin tale, men oftest, hvis cirklen er velsignet med uafhængig/direkte stemme, sker det først senere i cirklens udvikling.

6. Belysning. Cirklen skal have en rød lampe (rød pære) som belysning, der bruges under seancerne. Lyset skal kunne dæmpes. Ergo, der skal bruges en lysdæmper. Prøv jer frem, hvor den røde lampe fungerer bedst. Også dette kan være forskellig fra cirkel til cirkel! Lad en af deltagerne styre lyset på lederens opfordring undervejs i seancerne. Efter x-antal måneder kan man skifte, så alle får afprøvet denne funktion.

7. Sang. I en fysisk cirkel er en løftet, harmonisk stemning altafgørende for arbejdsforholdene for åndernes i det åndelige team, der er tilknyttet den jordiske cirkel. Derfor skal der synges! Dette løfter stemningen, og det øger vibrationerne. I starten kan det være svært at synge uden musikledsagelse. Derfor anbefales det at udvælge sange af ca. 60 minutters sammenlagt varighed. Sangene bør være danske, og enhver art kan benyttes. Hvad, der særligt skal lægges vægt på, er, om det er tiltalende, glædeligt og inderligt at synge. Sang skal komme fra hjertet, så det løfter stemningen og skaber en god styrke i cirklen. At finde de rette sange kan være noget af en opgave. For hvem kan lide hvad? Fleksibilitet er påkrævet, og man må ganske enkelt prøve sig frem og se/mærke, hvad der føles rigtigt og giver en god, harmonisk stemning. Der skal sikkert mange udskiftninger til hen ad vejen, men det er kun naturligt for en god afprøvende fysisk cirkel! Lad en af deltagerne have til opgave at betjene musikken under seancerne på lederens opfordring. Efter x-antal måneder kan man skifte, så alle får afprøvet denne funktion.

8. Optagelse. Seancerne skal optages, så cirkellederen og evt. mediet kan lytte seancerne igennem. Ofte er man heldig, at der på optagelserne kommer lyde eller stemmer med, som ikke blev hørt under selve seancen. Man kan bruge en almindelig diktafon og overføre lydfilen til computer. Man kan også optage på en smartphone, blot telefonen er på flytilstand og lydløs. INGEN PLUDSELIGE LYDE ELLER LYS!

Valg af deltagere til cirklen

Når man har besluttet sig for at danne en fysisk cirkel, skal man sikre sig, at man finder de helt rigtige cirkeldeltagere. Cirklen skal ideelt være på mellem 4 -10 personer, men variationer i antallet kan selvfølgelig også afprøves.

Det er utrolig vigtigt at sikre sig, at alle deltagerne i cirklen er på bølgelængde og har sympati for hinanden. Vi er alle forskellige, med forskellige holdninger, indstillinger og værdier. Der, hvor en stor del af udfordringen ligger, er, at finde en sammensætning af folk, der matcher hinanden. Alle skal kunne sætte noget  ego af sit til side og udelukkende arbejde for cirklens bedste.

Når cirklen er startet op, og man står over for at skulle optage et nyt medlem, er vores erfaring at hele cirklen tager samtalen med ansøgeren, og at alle skal kunne sige god for og have en god fornemmelse med vedkommende. Prøv jer frem!

Hvem skal være cirkelleder?

Når et passende antal deltagere er fundet, skal cirklen have valgt en leder, som skal varetage ledelsen under seancerne. Valget af lederen skal ske i harmoni og enighed bland alle cirklens medlemmer. En cirkelleder skal ikke være enerådig. Cirkellederen skal være kaptajnen på skibet, der lytter til den øvrige besætning, og som samtidig har en fornemmelse for hvilken retning, der vil være rigtig at tage skibet i. Lederen skal have overblik og være beslutningsdygtig og lede med kærlighed.

Lederens rolle er ikke mere værd end mediet eller de øvre cirkeldeltagere. Det handler om at arbejde sammen under samhørighed.

Såvel som det kan være nødvendigt at skifte en deltager ud, kan cirklen også prøve sig frem med lederskabet. Det handler om at få cirklen og samarbejdet til at fungere med det åndelige team. Vi arbejder ikke på samme måde, som var det en hvilken som helst anden jordisk almindelig arbejdsplads.

Hvem skal være mediet?

Mediet i fysisk mediumskab er for mange en eftertragtet “rolle”. Mange misforstår desværre denne opgave og kunne tænke sig “at være det” af personlige grunde. Men et fysisk medium er ikke noget, man bliver eller kan lære at blive. Et fysisk medium er født med nogle særlige komponenter, der er krævet for, at ånderne kan udvikle det åndelige stof ”ektoplasma” gennem mediet. Det svarer lidt til at sige, at mediet er født med et “Z-kromosom”. Denne særlige evne skal udvikles i et stærkt, stabilt, disciplineret og tillidsfuldt samarbejde mellem mediets åndelige kontrol/leder og mediet selv.

Det er ikke nogen let opgave, og det kræver, at mediet har et godt helbred, sund levevis og en positiv livsindstilling. Mediet er valgt til at udføre en opgave, et arbejde for gud og åndeverdenen, såfremt mediet siger ja og vælger at gå ind til mediumskabsgerningen.

Men, hvordan ved man, om man er et fysisk medium – eller hvem i cirklen, der måske er født med evnen? Man må ganske enkelt starte fra en ende. Man starter med at forsøge sig med den første deltager (såfremt man vil det. Det er en frivillig gerning!). Man kan afprøve det over 2-3 måneder og se, hvad der sker, og om der sker noget. Hvis ikke det virker, så prøver cirklen blot med den næste velvillige deltager.

Man kan også prøve sig frem ved at lade de deltagere, som man tror, egner sig til at være medium, prøve rollen først, og så vælge den man finder bedst egnet ud fra dette.

Medium og leder skal have stor tillid til hinanden. En afgørende faktor er, at mediet hele tiden føler sig tryg og i gode hænder i cirklen, vigtigst af alt hos lederen.

Mediet skal undlade at spise og drikke 3-4 timer op til seancen. På denne måde undgås kvalme undervejs – hvilket meget vel kan opstå – og en tung fornemmelse, fordi kroppen arbejder på at fordøje maden.

Selvom der benyttes et fysisk medie fungerer et medie ikke uden de rigtig deltagere!! Dette er et “afhængighedsforhold” på samme måde som den åndelige verden og vi mennesker er afhængige af hinanden for at opnå gode, synlige resultater vores verdener imellem.

Fysiske medier kan fungere meget forskelligt! Undlad at lægge dig op ad hvad “andre medier gør, siger og kan”. Find selv vej sammen med dine/jeres åndevenner i den åndelige cirkel. Nogle medier bliver fra åndelig side lagt i dyb/fuldkommen trance. Dermed er mediet ikke bevidst om eller kontrollerende over, hvad der foregår/har foregået under en seance.
Andre medier holde i rimelig vågen tilstand og kan tale med de øvrige deltagere uden for kabinettet.
Andre medier kan blive taget ind og ud af forskellige trancetilstande.

Hav tillid og lad tiden og afprøvningerne guide dig vej!

Hvordan afholdes seancerne?

Seancerne afholdes én gang om ugen (hver 14 dag kan også gå an, men udviklingen kan dog tage noget længere tid) på samme fastlagte tidspunkt hver gang.

Det er meget vigtigt, at alt det praktiske er i orden, så tidsplanen overholdes, da det åndelige team, som tilknytter sig cirklen, står parat til at gå i gang til tiden. Fra åndelig side beder de om disciplin og seriøsitet. Det er ikke en leg – selvom der dog meget gerne må være godt humør og en glad stemning – så hvis en deltager kan se, at han/hun ikke vil kunne nå frem til tiden, skal vedkommende give besked herom til cirkellederen og derefter tage hjem igen. Seancen skal starte til tiden, og når først den er i gang, må den ikke afbrydes, da det kan være farligt for mediet.

Deltagerne må ikke have spist et stort måltid mad inden seancen, da det kan give fysisk ubehag. Der må heller ikke drikkes alkohol op til seancen (eller dagen før).

Sørg for at have en flaske vand med ind til hver deltager under seancen, hvis man bliver tørstig eller tør i halsen.

Man skal være sikker på, at man ikke lugter af hverken, deodorant, parfume, sure tæer, armsved eller dårlig ånde – altså så neutral som muligt for, at det ikke overdøver de duftindtryk, som åndeverdenen kan sende ud.

Det anbefales at mediet benytter et “særligt” sæt tøj hver gang (gerne mørkt). Benytter mediet almindelig hverdagstøj, sætter dagens mange energiaftryk sig i tøjet, som det åndelige team først skal “rense”. Dermed spildes der unødige kræfter fra åndelig side.

Cirkeldeltagerne skal sidde på samme plads hver gang. Lad lederen (og evt. mediet) afgøre, hvor hver person skal sidde. Når seancen starter, og alle har sat sig, afsiges en indgangsbøn (se nederst for forslag til indgangsbønner). Indgangsbønnen er meget vigtig! Den skal komme fra hjertet og ikke blot være nogle ord, man har lært uden ad. Indgangsbønnen er som nøglen, man åbner porten til åndeverdenen med, og som giver selve beskyttelsen. Derfor er den særdeles vigtig!

Det at sige indgangsbønnen kan gå på skift, så alle får mulighed for at sige lige, hvad de har på hjertet. Man kan også lade kun lederen sige ind- og udgangsbønnen. Det er op til cirklens og dens medlemmer.

Under indgangsbønnen kan man lade det røde lys være tændt.

Efter indgangsbønnen spilles der musik og synges. Efter eks. tre sange kan man holde pause fra at synge. Nu byder lederen kort velkommen til åndeverdenen og spørger ind til, om der er nogen fra åndeverdenen, som vil kommunikere med cirklen (det vil der højst sandsynligt ikke være i begyndelsen), men efter noget tid skulle man gerne begynde at mærke fysisk aktivitet i form af blide berøringer eller små pust, temperatursvingninger m.v.

Når der opleves disse fænomener, er det vigtigt at sige det højt, så de andre i cirklen ved det, og så det åndelige team er klar over, at I ser, hører og mærker. Åndernes har brug for at høre deltagernes stemmer, da det skaber kontakt og energi.

I en fysisk cirkel mærker, ser og hører man. Man fornemmer ikke en ånd eller et fænomen, man mærker det, eller ser eller hører det. Det er okay, at ikke alle ser, hører eller mærker det samme. Men, dét, man skal arbejde hen imod, er, at ånderne sørger for, at alle oplever det samme.

Så synger man nogle sange igen, holder en pause, snakker sammen indbyrdes, og det må gerne være indhold af åndelig karakter, så emnerne er relevante i forhold til formålet.

Sådan veksler man i løbet af seancen, og det er op til lederen at vurdere/fornemme, hvornår man synger, taler og har det røde lys tændt og slukket. Når det røde lys tændes, skal det holdes på et meget vagt niveau.

Man kan vælge at inddrage bordet undervejs. Alle deltagere kan lægge deres hænder blidt på bordpladen og afvente, hvad der evt. videre vil ske. Ånderne fra det åndelige team kan få bordet til at ryste, løfte sig, banke på det osv.

I begyndelsen skal man holde seancen på ca. 1 time. Som cirklen udvikler sig, og der begynder at komme fysisk kontakt med cirklens åndelige team, får man måske besked på at lade seancen vare længere. Så følger cirklen dette råd.

En fysisk cirkel handler fra begge verdener om at afprøve, og eksperimentere og se, hvad der kan opbygges, og hvad der skal til for at opnå forskellige resultater. Det handler ikke om at være kritisk, så man spænder ben for cirklens og åndernes udvikling, men man må heller ikke bare sige “ja og amen” uden at se nærmere ind til, hvorfor det ene eller andet. Vi skal undersøge, lære og samarbejde – og ikke være bange for at lave fejl! Man kommer til at lave mange fejl, og det er dem, cirklen vokser af og bygger sit stærke fundament på.

Når seancen er slut, skal vedkommende, der sagde indgangsbønnen også sige en afslutningsbøn (se nederst for forslag til afslutningsbønner). Afslutningsbønnen er lige så vigtig som indgangsbønnen, da man med denne “lukker porten” og adskiller de to verdener.

Derefter taler lederen blidt til mediet for at skabe en menneskelig kontakt og få mediet “tilbage” til egen krop og bevidsthed. Det er muligt, at mediet har brug for ro og hvile for at komme sig. Lyt til mediet, hvad han/hun har brug for. Påvirkningerne fra åndeverdenen på mediet er stor, og det er vigtigt, at man forholder sig i ro, og at mediet tager sin tid for at komme helt tilbage og ud af sin trance – hvad enten den har været let eller dyb.

Efter man har forladt seancen, kan man tale om, hvad der er sket under seancen i form af tanker og oplevelser, spørgsmål, forslag til ændringer, afprøvninger osv.

 

Andre vigtige oplysninger

• Under seancen må man ikke foretage pludselige bevægelser, rejse sig op, forlade cirklen, komme med høje udråb/lyde osv. af hensyn til sikkerheden for mediet.

• Når mediet omtales, undlad at benytte mediets navn og brug i stedet ordet “mediet”. Dette er for at undgå påvirkning af mediets bevidsthed og underbevidsthed, så mediet kan slappe af så godt som muligt og lade hans/hendes åndelige kontrol benytte sig af mediet, som det instrument mediet er. Jo mindre indflydelse mediet har på sig selv, og cirkeldeltagerne har på mediet, jo bedre kan ånderne arbejde med mediet.

• Cirklen har et åndeligt team tilknyttet, og også her er der en leder samt andre hjælpere/kollegaer, der arbejder sammen for at skabe fysiske resultater. Det er vigtigt at lære det åndelige team at kende af hensyn til sikkerhed (så man ved, at det er højereudviklede ånder, man har med at gøre og ikke lav-astrale ånder) og mht. bevisførelse. Dette er noget af det første, man skal undersøge og spørge ind til, når cirklen er velkørende.

• På selve seancedagen gør man bedst i at undgå stress og store indflydelser for at skabe fred i sindet. Inden deltagerne går ind til seancen, skal man lægge alt og alle tanker fra sig. Man skal deltage med glæde, og ydmyghed og blot være til stede med en god energi. Harmonien og dermed åndernes “arbejdsrum” bliver degraderet ved for meget indre uro eller tvivl. Det bedste, cirklen kan gøre, er, at gå ind til seancen uden fordomme eller forventninger om, hvad der vil/kan ske.

• Efter 3-4 måneder er det sundt at skifte roller mht. den deltager, der styrer lyset, og den, der styrer musikken, så alle får ansvar, bidrager og får den samme erfaring.

• Mediets rolle er noget særpræget, og det kan være en stor hjælp for ham/hende at få råd og vejledning undervejs ved at have kontakt med andre fysiske medier. Kontakt os evt. for at få hjælp.

 

En fysisk cirkel tilhører intet menneske. Den tilhører Gud og åndeverdenen, og det er denne skaberkraft og ånderne vi tjener. Vi sidder ikke kun for egen vindings skyld men for et fælles mål og gode.

Læs mere om seancer, cirkeludvikling, fænomener m.m. i nogle af det helt vidunderlige bøger, som Forlaget Bogh & Bonne genudgiver – www.boghogbonne.dk

FORSLAG TIL BØNNER:

Indgangsbøn:
Kære åndelige skaber, du lyseste lys af alle. Vi byder alle de lyse ånder fra jeres verden velkommen til vores cirkelaften i aften. Vi beder jer om at komme til os i kærlighed og med beskyttelse og ansvarlighed, så vi sammen kan bygge bro mellem vores to verdener.

Beskyt vores cirkel og alle dens medlemmer og beskyt især vores medium, så han/hun ikke lider overlast under seancen.

Lad os arbejde sammen i harmoni og forståelse om vores fælles mål, som er XXX (f.eks. fysisk materialisation). Hjælp os og vis os vejen til den fulde forståelse af den åndelige verden og dens filosofi. Vores to verdener er nu én.

 

Udgangsbøn/afslutningsbøn: 
Vi takker for, at vi endnu en gang har fået lov til at arbejde sammen med jer kære sjæle fra den åndelige verden. Vi takker for jeres trofasthed og vilje til at hjælpe os med vores cirkelarbejde. Vi takker for de fænomener, I har givet os her i dag og vi glæder os til, at vi sammen når vores mål gennem harmoni og samarbejde.

Vi vil nu bede jer om at samle alle jeres energier og ektoplasma sammen og tage det med jer tilbage til den åndelige verden. Samtidig beder vi om, at I renser seancerummet, så det er rent og fri for gamle energier, når vi mødes igen i næste uge. Til slut beder vi om healing til vores medium, lad ham/hende få fyldt sine energidepoter op igen efter denne seance, og lad os deltagere nyde godt af denne healing også. Vores to verdener er nu delt.

 

“Store Gud, almægtige fader. Vi takker dig for livet og lyset og for alle dine velgerninger. Lad dit lys leve hos os fremdeles og velsign vores gerninger. Hjælp alle dem der lider. Hjælp dem, lindre deres smerter. Vi beder dig, vær nær hos dem, som er i mørket, hos dem hvor fortvivlelsen ruger. Lad dem, der leder, finde, og lad dem som trænger til dig, komme til dig. Hjælp os at være ydmyge. Hjælp os at se din visdom i småt og som stort. Hjælp os at vinde tillid. Hjælp os at mane mørket bort. Giv os fred i vores sjæle. Spred lys over alt det dunkle, og vær med os på alle vores veje. Derom beder vi dig store Gud, almægtige fader. Amen”

Hvis der er for meget kristent islæt i den sidste bøn, så kan man selv fjerne lidt og tilpasse det til en selv. Budskabet er i hvert fald lige i øjet og i særdeleshed i tråd med det, som vi gennemgår i cirklen, både personligt og åndeligt.

 

Hjælp fra foreningen
Når den fysiske cirkel er kommet godt igang, vil der dukke nye spørgsmål op, og der bliver behov for at eksperimentere og modulere yderligere. Kontakt os og vi vil hjælpe jer i det omfang vi kan.

Denne hjemmeside benytter cookies. Ved at blive på hjemmesiden, accepterer du vores brug af cookies.