Åndeligt cirkelarbejde

Åndeligt cirkelarbejde har været brugt siden spiritismen i nyere tid (slut 1800-tallet) kom til verden. Denne frivillige arbejdsform er en rigtig god måde at udvikle arbejdet med åndeverdenen på, såvel som det er en særdeles god måde at udvikle sig selv og træne sine spirituelle evner.

Der findes fire forskellige former for åndeligt cirkelarbejde:

1. Mental medieskab (herunder clairvoyance)

2. Fysisk medieskab

3. Healing

4. Redning

Måderne der arbejdes på, og hvad/hvor meget der kræves, varierer meget. Nogle af cirklerne er ”åbne” = mange har mulighed for at deltage. Andre cirkler er “lukkede” = en fast kreds af mennesker mødes fast, og der er ikke adgang for andre.

En cirkel kan høre til i et privat hjem, i en spiritistkirke eller et andet samlingssted. Det afhænger af, hvilken cirkel man vil arbejde i.

Ønsker man at udvide sin nysgerrighed og viden, skal man først og fremmest tage stilling til, hvad man vil opnå og hvorfor:

• Vil du udvikle dig selv og dine evner (mental medieskab og healing)?

• Vil du stille dig til disposition for den åndelige verden, for at ånderne kan udvikle deres evner til at komme fysisk     igennem til os (fysisk medieskab)?

• Vil du hjælpe ånder, der har brug for vores jordiske hjælp? (redningsarbejde)

• Vil du heale (helbrede) mennesker, der er har det dårligt/er syge og har brug for hjælp? (healingsarbejde)

Åndeligt cirkelarbejde skal tages seriøst, og der opfordres til stor disciplin. Enhver tilgang og arbejde med åndeverdenen og ethvert kontaktformsforsøg skal foretages med oprigtighed, et uselvisk hjerte, en vis portion glæde og humor, samt masser af tålmodighed.

Den største udfordring ved åndeligt cirkelarbejde er nok at danne og bevare en harmonisk cirkel. Det kræver at cirkeldeltagerne er ligesindede. Det synes oftes så let ved første tanke, men i realiteten bliver deltagerne sat på en del prøver undervejs – for at udvikle sig og lære. Til gengæld; lykkes det en cirkel at forblive harmonisk, disciplineret og holde sammen, kan store og helt vidunderlige resultater opnås – der er al det hårde arbejde værd – på en måde som vi normalt ikke oplever i jordisk forstand/sammenligning.

I undermenuen til “Åndeligt cirkelarbejde” kan du læse nærmere om de fire forskellige typer åndeligt cirkelarbejde.

Comments are closed.